Formanden skriver:

 

Klubben blev dannet i 1985 af en flok gæve gutter med fælles interesse i modellastbiler. Vi har et rigtigt godt sammenhold i klubben, hvilket gør at vi som regel kan hjælpe hinanden med evt. problemer i forbindelse med modelbyggeriet.

 

Vore medlemmer bygger fjernstyrede modellastbiler i alle skalastørrelser, dog er skala 1:14,5 den mest populære. Der er stor forskel på hvordan man opbygger sin model. Som det ses på vejnettet i Danmark og i udlandet, kan en lastbil opbygges på et utal af måder, og til et utal af opgaver. Det betyder at man som modellastbilbygger faktisk kan bruge sin frie fantasi og skabe netop den model man har lyst til.

 

Man kan gøre dette på flere måder. Bygge hele bilen selv af hjemmelavede dele, bygge noget og købe resten, eller købe hele modellen som et samlesæt for derefter at skrue den sammen.

 

Der er mange leverandører af modellastbildele. Hos nogle kan man kun købe enkelte dele, såsom førerhuse, mens andre er leveringsdygtige i komplette løsninger. Bag knappen ”Links” til venstre gemmer der sig de leverandører som vi i vores klub har gode erfaringer med. 

 

Vi deltager i arrangementer flere steder i Danmark, og også i Tyskland hvor interessen er større. Udstillingerne er mange og der er også store hobbymesse.

 

At bygge modellastbiler kræver god tid, god tålmodighed og en del penge, men det er det hele værd! Det giver skabertrangen gode vækstbetingelser, og det er en stor tilfredsstillelse at se at det man har brugt hundredvis af timer på rent faktisk kan køre.

God fornøjelse!