Vallejo Model Color

Maling af modeller med Vallejo Model Color og airbrush er nemt, når du tager udgangspunkt i nedenstående fremgangsmåde.

Inden maling

Emnet skal være helt rent. Modeller af plastik vaskes i lunkent vand tilsat et par dråber almindeligt opvaskemiddel. Derefter skylles modellen ren. Lad være med at tørre modellen med et viskestykke, da dette oplader overfladen med statisk elektricitet og dermed forhindrer primeren i at sidde fast. Brug evt. en hårtørrer eller kompressorluft til at fjerne rester af vandet.

Modeller af træ slibes og slibestøv fjernes med en klud og støvsuger.

Primer (grundmaling)

Vallejo Model Color hæfter på de fleste overflader, men vil du have optimal vedhæftning, så skal du bruge primer. Primer kan købes i de mest almindelige farver. Brug fx en rød primer til bundmalingen på et modelskib, inden du maler med den ønskede røde maling.

Primeren sikrer også, at slutfarven bliver ens, selvom du maler på forskellige materialer (træ, plastik m.m.).

HUSK! Primeren hæfter særdeles godt på træ, plastik, glas og metal. Det betyder, at du umiddelbart efter påføring af primeren skal rengøre din airbrush. Venter du fx ½ time, så får du ikke længere en brugbar airbrush.

Fortynding

Model Color skal fortyndes, så blandingen bliver 1 del maling til 3-4 dele fortynder.

Selvom Vallejo skriver, at malingen kan fortyndes med destilleret vand, kan dette ikke anbefales, da vand ikke indeholder bindemiddel. Brug derfor altid Valleo Thinner.

Flow Improver

Vallejo har opfundet et nyt produkt, der gør, at dysen på din airbrush ikke stopper til, når du maler. Flow Improver får malingen til at flyde bedre inden i din airbrush.

Tilsæt ca. 10%-15% Flow Improver.

Retarder

Nogle gange kan det være en fordel at male “vådt i vådt”. Model Color tørrer meget hurtigt (2-3 minutter), hvilket er fantastisk. For at forlænge tørretiden, kan du tilsætte ca. 10% Retarder.

Påføring af maling

Malingen påføres i meget tynde lag. Jo tyndere lag, jo flottere resultat. Det tager ikke længere tid at lave mange tynde lag i forhold til få men tykke lag. Tynde lag tørrer hurtigt, og du slipper for “løbere”.

Arbejdstryk på kompressoren skal være ca. 1,0 – 1,2 bar.

Flere lag

Tørretiden mellem lagene er ca. 8-10 minutter.

Decals (overføringsmærker)

Efter sidste lag maling er hærdet (2-3 timer) kan du påsætte decals.

Først forberedes overfladen på emnet med Decal Softner. Derefter løftes decal forsigtigt over på modellen. Decal Softner påføres decal og duppes forsigtigt med en blød klud.

For at fjerne kanterne på decal, påføres Decal Fix med en pensel. Flere lag kan påføres, hvis det er nødvendigt.

Afsluttende lak

24 timer efter sidste lag maling og evt. decals bør modellen lakeres.

Skal modellen blot udstilles, kan du bruge Vallejo Varnish. Matt Varnish ved små skalaer (1/100 – 1/350), Satin Varnish ved mellemstørrelse skalaer (1/35 – 1/100) og Gloss Varnish til de store skalaer (1/3 – 1/30).

Krigsmodeller skal altid have Matt Varnish uanset skala.

Modeller af biler skal altid have Gloss Varnish uanset skala.

Sejlende modeller skal altid lakeres med Polyurethane Varnish.

Lak påføres – ligesom malingen – i flere tynde lag.

Rengøring af airbrush

Når du har lidt øvelse i rengøring af airbrush, tager dette ca. 2-3 minutter. Skyl først airbrush igennem med lunkent vand 2-3 gange ved at hælde vand i koppen på airbrush, og sprøjt på samme måde, som du maler.

Læg airbrush i en balje med lunkent vand og et par dråber opvaskemiddel. Så længe airbrush ligger i vandet, kan primer og maling ikke hærde, og du har masser af tid til at afslutte modellen.

Rengøring sker nemmest ved at skille airbrush i baljen, så der ikke forsvinder nogle dele.

Skru dysen af foran og skru bag på airbrush, så nålen kan trækkes ud. Nålen tørres grundigt men forsigtigt i en klud. Bøjer nålen, kan du ikke male, før du får en ny nål.

Dysen renses med en “flaskerenser” til airbrush. Rens også inde i selve airbrush.

Saml airbrush.

Hæld Vallejo Airbrush Cleaner i koppen og sprøjt det ud på samme måde, som du maler. Sprøjt indtil airbrush er helt tør.